En tilgængelighedserklæring er ikke blot en tekst i hjemmesidens footer. For offentlige organisationer er den et lovkrav og en synlig dokumentation af, hvordan digitale løsninger kan bruges af mennesker med forskellige funktionsnedsættelser. Spørgsmålet er derfor ikke kun, hvornår kræver hjemmesider tilgængelighedserklæring, men også hvordan erklæringen hænger sammen med den faktiske tekniske tilgængelighed.
For private virksomheder er billedet mere nuanceret. En almindelig virksomhedshjemmeside skal som udgangspunkt ikke offentliggøre den samme type tilgængelighedserklæring som en offentlig myndighed. Men flere digitale tjenester er omfattet af tilgængelighedskrav, og her er dokumentation, teknisk kvalitet og et realistisk arbejde med fejl mindst lige så afgørende.
Hvornår kræves en tilgængelighedserklæring?
Kravet gælder især offentlige organers websteder og mobilapplikationer. Det omfatter blandt andet statslige myndigheder, kommuner, regioner og en række offentligretlige organer. Har organisationen en digital løsning, der stiller information eller selvbetjening til rådighed for borgere, medarbejdere eller virksomheder, vil den typisk være omfattet af reglerne om webtilgængelighed.
Erklæringen skal være tilgængelig på selve webstedet eller i appen. Den skal beskrive, i hvilket omfang løsningen lever op til tilgængelighedskravene, og give brugeren en enkel måde at gøre opmærksom på problemer. Formålet er praktisk: En borger, der ikke kan gennemføre en ansøgning med tastatur eller få læst en central PDF højt, skal kunne få hjælp og vide, hvad organisationen gør ved problemet.
Det er væsentligt at skelne mellem selve erklæringen og tilgængeligheden. En erklæring kan ikke kompensere for et utilgængeligt site. Den viser status, kendte mangler, eventuelle uforholdsmæssige byrder og den kanal, brugeren kan benytte for at anmode om tilgængeligt indhold.
Offentlige websteder og apps er hovedreglen
Offentlige organisationer skal normalt overholde de fælles europæiske tilgængelighedskrav, der i praksis tager udgangspunkt i standarden EN 301 549 og retningslinjerne WCAG. Det gælder både det visuelle lag, indholdet og centrale brugerflows som kontaktformularer, login, søgning og selvbetjening.
Kravet gælder ikke kun nye løsninger. Et ældre websted kan fortsat være omfattet, hvis det er i drift og bruges til at levere information eller digitale tjenester. Derfor er det sjældent nok at sige, at platformen er gammel, eller at en bestemt komponent blev udviklet før de nuværende krav. Det afgørende er, om brugerne møder den i dag.
Der findes undtagelser, men de skal vurderes konkret
Ikke alt indhold falder automatisk ind under reglerne. Visse typer materiale, eksempelvis nogle ældre dokumenter, arkiveret indhold eller indhold fra tredjepart, kan være undtaget under særlige betingelser. Det samme kan gælde, hvor tilpasningen vil udgøre en uforholdsmæssig byrde.
Undtagelser bør ikke bruges som en standardforklaring. En uforholdsmæssig byrde kræver en konkret vurdering af organisationens ressourcer, løsningens betydning for brugerne og mulighederne for alternative formater eller adgangsveje. Hvis en formular er nødvendig for at søge støtte, melde flytning eller bruge en anden væsentlig offentlig service, vil kravene typisk veje tungt.
Tredjepartsløsninger er et klassisk problemområde. Bookingmoduler, kort, videoafspillere, betalingsflows og eksterne formularer kan ligge på et andet teknisk setup, men de er stadig en del af brugerens oplevelse. Ansvaret kan ikke altid skubbes videre til leverandøren, blot fordi koden hostes et andet sted.
Private virksomheder: Krav uden nødvendigvis en erklæring
For private virksomheder er en tilgængelighedserklæring efter reglerne for offentlige websteder normalt ikke et generelt krav. Det betyder dog ikke, at tilgængelighed er frivilligt eller uden juridisk betydning.
Siden juni 2025 har reglerne om tilgængelighedskrav for en række produkter og tjenester fået stor betydning for private aktører. Blandt de områder, der kan være omfattet, er e-handel, bank- og betalingstjenester, visse persontransporttjenester og elektroniske kommunikationstjenester. En webshop, der sælger til forbrugere, bør derfor ikke nøjes med at se på design og konvertering. Den bør også vurdere, om kunder kan søge, vælge varianter, lægge varer i kurven, udfylde oplysninger og betale uden unødige barrierer.
Der er en afgørende forskel: Virksomheden skal ikke nødvendigvis publicere en offentlig tilgængelighedserklæring i samme format som en myndighed. Men den skal kunne dokumentere, at tjenesten er vurderet, og at relevante krav er håndteret. Kravene kan også omfatte oplysninger om tjenestens tilgængelighed og om, hvordan kunder anvender den.
For en virksomhed med en enkel præsentationshjemmeside kan den juridiske pligt være begrænset. For en B2C-webshop eller en digital selvbetjeningsløsning er situationen ofte en anden. Derfor bør vurderingen tage udgangspunkt i den konkrete tjeneste, målgruppen og de flows, som brugeren skal kunne gennemføre.
Hvad skal en tilgængelighedserklæring indeholde?
En brugbar erklæring skal være konkret og ajourført. Standardsætninger om, at organisationen “arbejder løbende med tilgængelighed”, har lille værdi, hvis den ikke fortæller brugeren, hvad der faktisk fungerer, og hvad der ikke gør.
Erklæringen bør blandt andet beskrive overensstemmelsesstatus, kendte utilgængelige dele af løsningen, årsagen til eventuelle mangler og alternativer for brugeren. Den skal desuden indeholde en feedbackfunktion, så brugeren kan kontakte organisationen, samt vejledning om klage- eller håndhævelsesmulighed, hvis henvendelsen ikke løses tilfredsstillende.
Datoer er vigtige. Det skal fremgå, hvornår erklæringen sidst er vurderet eller opdateret, og hvordan vurderingen er foretaget. En automatisk scanning kan være et nyttigt supplement, men den er ikke en fuld test. Den kan finde manglende alternativtekst og visse kodefejl, men den vurderer ikke altid, om en meningsfuld overskrift er formuleret korrekt, eller om en kompleks formular giver mening med skærmlæser.
Sådan gør I erklæringen til en del af driften
Tilgængelighed fungerer bedst, når den indgår i den almindelige forvaltning af platformen. Den bør ikke være en engangsopgave ved lancering eller en akut indsats, når der kommer en klage. Nye redaktører, kampagnesider, PDF’er, integrationer og ændringer i checkout kan løbende skabe nye barrierer.
Start med at afgrænse løsningen. Kortlæg de vigtigste brugerrejser og identificer, hvilke dele der er egenudviklede, og hvilke der leveres af tredjeparter. Test derefter både teknisk og manuelt. Tastaturnavigation, fokusmarkering, overskriftsstruktur, fejlbeskeder, kontraster og formularfelter bør ses i en samlet brugeroplevelse frem for som isolerede kontrolpunkter.
Det er også værd at placere et tydeligt ansvar. Marketing kan eje indholdet, mens IT eller en digital partner ejer platformen, men tilgængelighed falder mellem stolene, hvis ingen har mandat til at prioritere fejl og følge dem til dørs. En serviceaftale med faste gennemgange kan være en effektiv måde at sikre, at kravene følger med platformens udvikling.
Ved udvikling på åbne og flytbare teknologier som WordPress og WooCommerce er det særligt vigtigt at stille krav til temaer, plugins og integrationer. Et plugin kan være hurtigt at installere, men vanskeligt at gøre tilgængeligt, sikkert og vedligeholdeligt over tid. Teknisk ejerskab og adgang til kildekode gør det lettere at rette fejl, men det fjerner ikke behovet for kvalitetssikring.
Tilgængelighed er også drift, risiko og tillid
En tilgængelighedserklæring bliver ofte behandlet som et compliance-dokument. Det er den, men den er også en test af organisationens digitale ansvarlighed. Når erklæringen er præcis, og feedbackkanalen virker, viser den, at organisationen tager brugernes adgang til centrale oplysninger og tjenester alvorligt.
For ledelsen handler det om mere end juridisk risiko. Dårlig tilgængelighed betyder tabte henvendelser, afbrudte køb, øget supportbehov og en løsning, der ekskluderer en del af målgruppen. De samme forbedringer, der hjælper skærmlæserbrugere og tastaturbrugere, skaber ofte tydeligere flows, bedre indhold og færre fejl for alle.
Det mest fornuftige næste skridt er derfor ikke at skrive en erklæring først. Få overblik over jeres ansvar, test de brugerrejser der betyder mest, og byg en proces, hvor fejl kan findes og rettes. Så bliver tilgængelighedserklæringen ikke en undskyldning for mangler, men en troværdig beskrivelse af et arbejde, der faktisk er i gang.
